Som psykoterapeut møder jeg mange mennesker, der kæmper med stress, og ofte ser jeg, hvordan tilknytningsmønstre fra barndommen spiller en stor rolle i, hvordan vi håndterer udfordringer og følelsesmæssige belastninger som voksne.
Tilknytningsteorien, udviklet af psykologen John Bowlby, har længe hjulpet os med at forstå de følelsesmæssige bånd, vi opbygger til andre. Den viser, at vores tilknytningsmønstre, som udvikles tidligt i livet, kan påvirke vores stressrespons og måden, vi forholder os til verden på, langt op i voksenlivet.
I dette indlæg vil jeg forklare, hvordan forskellige former for utryg tilknytning – specifikt ambivalent, undvigende og desorganiseret tilknytning – kan påvirke, hvordan vi reagerer på stress, og hvad vi kan gøre for at skabe mere tryghed og balance i vores relationer og i os selv.
Hvad er tilknytning?
Tilknytning refererer til det følelsesmæssige bånd, vi danner til vores nærmeste omsorgspersoner, ofte vores forældre, i barndommen. Disse tidlige relationer er afgørende for, hvordan vi senere relaterer os til andre og oplever os selv i relationer. Når et barn oplever konsekvent og kærlig omsorg, udvikles en sikker tilknytning, hvor barnet lærer, at verden er et trygt sted, og at andre vil være der for dem, når de har brug for det.
Men hvis barnets oplevelser med omsorgspersonerne er præget af uforudsigelighed, afstand eller endda fare, kan barnet udvikle en utryg tilknytning. Der findes forskellige former for utryg tilknytning: ambivalent, undvigende og desorganiseret tilknytning. Hver af disse har unikke kendetegn, som påvirker, hvordan vi oplever og håndterer stress.
Ambivalent tilknytning og stress
Personer med en ambivalent tilknytning har ofte erfaringer med omsorgspersoner, der var uforudsigelige eller inkonsekvente. Måske oplevede de nogle gange varme og nærvær, mens andre gange følte de sig ignoreret eller afvist. Dette fører til, at barnet – og senere den voksne – udvikler en grundlæggende usikkerhed i relationer. De kan have svært ved at stole på, at andre vil være der for dem, hvilket skaber en konstant søgen efter bekræftelse.
I mit arbejde med klienter med ambivalent tilknytning ser jeg ofte, at deres stressreaktion bliver forstærket af en dyb frygt for at blive forladt. De kan være meget opmærksomme på tegn fra andre, som de tolker som afvisning, og det kan lede til intense følelser af angst og uro. Når stressniveauet stiger, kan disse personer føle sig overvældede og fanget i en indre kamp mellem at søge tryghed og samtidig frygte afvisning.
En af mine klienter, “Maria” (ikke hendes rigtige navn), illustrerer dette godt. Maria havde en tendens til at bekymre sig konstant for, om hendes partner stadig holdt af hende, og når hun oplevede stress på arbejdet, blev denne bekymring endnu mere intens. Vi arbejdede sammen om at opbygge hendes indre tryghed og lære teknikker til selvberoligelse, så hun kunne håndtere sin stress uden at søge konstant bekræftelse fra andre.
Undvigende tilknytning og stress
Undvigende tilknytning udvikles ofte, når et barn har haft omsorgspersoner, der var følelsesmæssigt utilgængelige eller på andre måder afvisende. For at beskytte sig selv lærer barnet at undertrykke sine følelsesmæssige behov og holder en vis afstand i relationer. Voksne med en undvigende tilknytningsstil har ofte svært ved at stole på andre og kan være tilbageholdende med at søge hjælp eller dele deres følelser.
Når personer med undvigende tilknytning oplever stress, har de ofte en tendens til at lukke af og håndtere problemerne alene. Det kan virke, som om de har styr på tingene, men ofte gemmer der sig en dyb indre uro og en oplevelse af isolation. Jeg ser ofte, hvordan klienter med undvigende tilknytning føler sig alene med deres problemer, selv når de har mennesker omkring sig, der gerne vil støtte dem.
En anden klient, “Peter” (ikke hans rigtige navn), havde udviklet en undvigende tilknytning. Når Peter blev stresset, trak han sig væk fra andre og holdt følelserne indeni. Han følte, at det var et tegn på svaghed at åbne op for sine udfordringer, og han mente, at han selv skulle håndtere alting. Gennem vores terapiarbejde arbejdede vi på at hjælpe Peter med gradvist at åbne op og mærke, at han kunne få støtte fra andre uden at miste sin selvstændighed.
Desorganiseret tilknytning og stress
Desorganiseret tilknytning opstår ofte hos børn, der har oplevet traumer eller vedvarende uforudsigelighed i deres relation til omsorgspersoner. Når de voksne, som skulle være en tryg base, også er kilden til frygt eller fare, skaber det et dybt indre kaos. Voksne med desorganiseret tilknytning kan have blandede følelser over for nære relationer og kan opleve en stærk, indre konflikt mellem at ønske nærhed og samtidig føle frygt i relationer.
Personer med desorganiseret tilknytning kan have svært ved at regulere deres følelser og kan reagere meget intenst på stress. De kan opleve flashbacks, dissociation eller have voldsomme følelsesmæssige udsving, når de bliver pressede. I terapien arbejder vi ofte med at skabe en følelse af tryghed og forudsigelighed, så klienten gradvist kan lære at håndtere stress og svære følelser uden at blive overvældet.
En klient, som vi kan kalde “Lene” (ikke hendes rigtige navn), havde en desorganiseret tilknytning og oplevede, at hun både ønskede og frygtede nærhed i sine relationer. Når hun blev stresset, følte hun en voldsom angst og blev ofte grebet af en følelse af kaos og magtesløshed. I terapien fokuserede vi på at udvikle strategier til følelsesregulering og hjælpe Lene med at genkende og adskille nutidige stressfaktorer fra de tidligere traumer, som havde præget hendes tilknytning.
Hvordan kan vi arbejde med tilknytning og stress i terapien?
Mange mennesker, der oplever utrygge tilknytningsmønstre, kan finde stor hjælp i at arbejde terapeutisk med deres tilknytningshistorie. At forstå, hvordan vores tidlige relationer har formet vores måde at opleve og håndtere stress på, kan give os værdifulde indsigter i vores reaktioner og adfærd.
I terapien arbejder vi ofte med:
- At skabe selvforståelse: At identificere og anerkende ens tilknytningsmønstre og forstå, hvordan de påvirker relationer og stressrespons, er første skridt.
- Følelsesregulering: Mange af mine klienter har stor glæde af at lære teknikker til at berolige sig selv i svære situationer, som f.eks. åndedrætsøvelser, mindfulness og kropsscanning.
- Forbedring af relationskompetencer: For mange kan det være en udfordring at lære at åbne op og skabe tillid til andre, men denne proces kan være livsforandrende.
- Omdanne utryghed til tryghed: Ved langsomt at arbejde med ens oplevelse af tryghed i relationer kan man skabe mere stabilitet og indre ro.
Vores tilknytningsmønstre behøver ikke definere os for altid. Med terapi og selvudvikling kan vi opbygge nye, sundere måder at forholde os til os selv og andre på, og dermed også lære at håndtere stress på en mere balanceret måde. Tilknytning og stress hænger tæt sammen, men med tid og indsigt kan vi skabe en indre tryghed, som giver os styrken til at møde livets udfordringer med større ro og selvaccept.
